Velkommen
Velkommen til AB Tomsgårdshuse.Vi er en andelsboligforening med pt. 410 andelsboliger, stiftet i 1958 fra en lejerforening. Lejlighederne er fordelt på 2, 3 og 4 værelses lejligheder, der varierer mellem 51-110 kvadratmeter.
AB Tomsgårdshuse er beliggende centralt i Københavns Nordvestkvarter og består af en randbebyggelse samt 4 boligblokke i gården:
o Frederikssundsvej 92 A-D og 94 A-F
o Tomsgårdsvej 1-11 og 13A-B
o Møntmestervej 8A-I, 10A-I, 12A-H, 14A-H samt Møntmestervej 16-24
Historie
Navnet Tomsgårdshuse stammer fra den gård - Tomsgården - som tidligere lå, hvor Tomsgårdshuse i dag ligger. Boligkomplekset "Tomsgårdshuse" er opført i årene 1939 og 1940 i gule mursten med rødt tegltag. Det var oprindeligt et kommunalt boligbyggeri, men i 1958 dannedes Andelsboligforeningen Tomsgårdshuse.
Ejendommen
Grunden er velfungerende med grønne områder mellem boligblokkene, samt en legeplads i den store gård. Der er ansat fire ejendomsfunktionærer, som varetager almene opgaver omkring vedligeholdelse og oprydning.
Desuden vaskes og fejes trapper én gang ugentligt, og vaskerierne hver 14.dag.
Økonomien
AB Tomsgårdshuse har en sund økonomi med enkle fast-forrentede lån, og er derfor ikke i risikogruppen af andelsforeninger der risikerer konkurserklæringer.
For tiden er andelskronen sat til 7.400,00 kroner pr. kvadratmeter og huslejen er sat til 50,50 kroner pr. kvadratmeter.
Foreningen besidder også et beboerhus som er til rådighed (udlejning) for alle beboere. Her afholdes der private arrangementer m.m. året rundt.
Beboerne
Der er beboere som har boet her i generationer og folk der er nyligt tilflyttede. I øjeblikket sker der en foryngelse af gennemsnitsalderen i Tomsgårdshuse.
Transportmuligheder
Mulighederne for offentlig transport er gode. Der er ca. 1 km til Nørrebro Station, og fra Frederikssundsvej kører bus nr. 5A og 350S. Fra Bellahøj kører bl.a. bus nr. 13, 67, 68 og 250S, og fra Tomsgårdsvej kører bus 21.
Den nuværende bestyrelses overordnede værdier
- Vi bestræber os på at arbejde for at skabe trygge rammer for beboerne gennem en sund økonomi, en nem hverdag og en overskuelighed omkring den daglige administration.
- Tomsgårdshuse skal være et sted hvor det sociale liv nemt skal kunne trives for dem der vil og hvor privatlivets fred bevares.
- Der skal være plads til individuelle behov og løsninger gennem fællesskab. Sammen skaber vi det sted vi gerne vil bo med respekt for hinanden.
Vi håber du kan bruge denne hjemmeside, og du er altid velkommen til at kontakte os ved at klikke her.
Vil du se billeder kan du klikke her.